Andel i lejlighed 124

Lejlighed med få andelshavere og mange ferieuger 
Overdragelse af en andel i lejlighed 124 - Møllehuset Vest 1. sal th 

En charmerende to-værelses lejlighed på 1. sal bestående af et køkken/alrum, et badeværelse og et lille soveværelse. Lejligheden vender mod syd med fantastisk udsigt over dalen og hele området.
Fransk altan i køkken/alrummet, så du kan åbne døren og få sydsolen ind.
Fra soveværelset udsigt mod syd og vest.

Samtidig er der fra denne lejlighed ad vesttrappen med kun 3-4 trin let adgang til terrasseområdet vest for ejendommen, der hænger sammen med poolområdet.
En terrasse er dedikeret til lejligheden, placeret til venstre lige uden for den vestlige indgangsdør. I praksis bruges terrasser og terrasseområder i fællesskab.

Her er et soveværelse til to, med en dobbeltseng på 140x200 cm. Derudover en sovesofa i stuen, med 2 sovepladser. Der vil være et antal ekstra madrasser og barnesenge i rummet ved receptionen, samt ekstra sengetøj her.

Alle lejligheder har de karakteristiske umbriske lofter.

Lejligheden er møbleret og indeholder:
- Soveværelse med dobbeltseng (140x200)
- Badeværelse med brusebad
- Køkkenalrum
- Aircondition 
- Spiseplads til 4
- Sovesofa med mulighed for opredning til 2 børn  
- Terrasse tæt på hoveddøren mod vest
Se plantegninger, fotos, udsigtsbilleder og videogennemgang for at få den fulde fornemmelse af lejligheden. 

Lejligheden har 5 andele og hver andel giver ret til 10 ugers brug om året. De 10 uger fordeles som udgangspunkt med 5 x 2 uger hvert år. Ferieugerne fordeles efter et rulleskema, med uger i lav-, mellem- og højsæson, så de tildelte uger skifter fra år til år.

Der er i Andelshotellet 2 gæsteværelser, der kan lejes samtidig med, at man selv er i lejligheden, hvis man har gæster med. 
Lejligheden har aircondition.


Antal værelser: 2
Kvm lejlighed: 39,79
Antal andele: 5

De seneste regnskaber og budgetter og vedtægter findes på hjemmesiden. 

Lejligheden har nummer 124-5 - dvs. at den er i rulleplanen findes i type 5 lejligheder - Andel 5.
Her kan man se de automatisk tildelte uger i lejligheden for de kommende år.

Pris i 2025

Indskuddet er fastsat i vedtægternes §4.2 og er i 2025 = 298.549 kr. 
Dertil kommer et administrationsgebyr til andelsforeningen i forbindelse med salget på kr. 3.000.

Den samlede pris er i 2025 således: 298.549 + 3.000 = 301.549

Der er månedligeudgifter: Drift: 1.100 kr. pr. md. + Forbrug: kr. 450 á konto pr. md

Prisen reguleres jf. vedtægternes § 4.3 næste gang d. 1. januar 2026 – og efterfølgende hvert år d. 1. januar. 

Andelen kan overtages fra d. 01.10.2025 eller efter aftale.
Fra overtagelsestidspunktet begynder den nye andelshaver at betale til driften og forbruget.

Interesserede skal henvende sig til Birthe (bestyrelsens ansvarlige ved gensalg af andele): regnskab@antico-frantoio.dk

Uddrag af vedtægterne

§ 4.1  
Indskud udgør et beløb, som er fastsat ved stiftelsen. Indskuddet betales kontant. 

§ 4.2          
Indskuddet for Andelshaverne udgør for hver andel 240.000 kr. plus årlige reguleringer som følge af nettoprisindekset ifølge §4.3. Indskuddet forhøjes med 18.750 kr. med virkning fra det tidspunkt, hvor alle 104 andele er solgt. 
I forbindelse med første tegning ved Andelsforeningens opstart tillægges omkostninger, som maksimalt kan udgøre 8 % af indskuddet. Hvorvidt der opkræves omkostninger afgøres ensidigt af Projektmageren. 

§ 4.3          
Indskuddet reguleres årligt med det danske nettoprisindeks (”NPI”) eller hvis dette indeks ophører, et tilsvarende eller sammenligneligt indeks. Indskuddet reguleres hvert år den 1. januar, første gange den 1. januar 2021, med udviklingen i NPI fra oktober måned to år før reguleringen til oktober måned året før reguleringen. Ved første regulering sker dette dermed på baggrund af udviklingen i NPI fra oktober 2019 til oktober 2020. 

§ 4.4          
Overdrages en andel overtager den nye Andelshaver den udtrædende Andelshavers andelsbevis og nummer.